Kommunen sparer millioner på udbud af sprogundervisning

Over de kommende seks år får kommunen samme kvalitet i sprogundervisning som hidtil – langt billigere end før.

Danskundervisning til udlændinge har netop været i udbud i Helsingør Kommune, og den 1. januar 2019 har firmaet A2B overtaget opgaven fra Sprogskolen Nordsjælland. Helsingør Kommune vil dermed spare op mod 16 mio. kr. over de kommende seks år, hvis forventningerne til tilgangen af flygtninge og familiesammenførte holder stik.

Det var ledelsen af Team Integration i Center for Job og Uddannelse, der tog initiativ til udbuddet:

– Byrådet bevilligede i 2016 midler til en styrket, beskæftigelsesrettet indsats over for flygtninge. Det har betydet markant bedre resultater, så omkring 55 pct. af vores flygtninge og familiesammenførte nu er helt eller delvist i job eller uddannelse. Som del af den styrkede indsats har vi set, at der også var en mulighed for at spare penge ved at gå i udbud med sprogundervisning, men stadig kunne fastholde kvaliteten i undervisningen, fortæller Lars Trap Olsen, der er leder af Team Integration i Helsingør Kommune.

Det samme til lavere pris

Udbuddet er formuleret i et tæt samarbejde mellem Team Udbud og Team Integration, og der har været stor fokus på, at en lavere pris ikke skulle betyde dårligere kvalitet i sprogundervisningen.

– Vi har været meget skarpe på, hvad vi havde brug for fra vores nye leverandør, og der er derfor lagt et stort arbejde i at forberede udbudsmaterialet, fortæller Jonas Kaas Knudsen Wilhjelm, som er udbudskonsulent i Helsingør Kommune.

Helsingør Kommune fik i alt seks tilbud – og valgte altså A2B. A2B har som mål for deres sprogcentre, at kandidaterne lærer dansk og samtidig – gennem erhvervsrettede aktiviteter – bliver flyttet mod arbejde eller uddannelse, så de kan blive selvforsørgende.

Beregnet pr. undervisningsforløb

Besparelsen på danskundervisningen er beregnet pr. undervisningsforløb. Det betyder, at den store besparelse ikke skyldes, at antallet af udlændinge, der skal undervises, falder.

– Vi får simpelthen den samme undervisning til en lavere pris. Indholdet og kvaliteten af undervisningen kan vi stå fuldt inde for. Vores nye udbyder scorer højt i en rapport fra Integrationsministeriet, der lister sproguddannelserne efter bl.a. effektivitet, timetal og beståelsesprocent siger Jonas Kaas Knudsen Wilhjelm.

Prognosen er, at der i 2019 er 240 udlændinge, som skal have sprogundervisning, faldende til 160 over de kommende seks år.

Danskundervisningen består af seks moduler, som alle afsluttes med en eksamen. Siden den 1. juli 2018 har der været brugerbetaling for selvforsørgende kursister på danskuddannelsen – men kursisternes egenbetaling er heller ikke regnet ind som en del af besparelsen.

Fakta:

Den samlede besparelse er på 26 mio. kr. Ca. 16 mio. kr. er den kommunale besparelse, mens resten af besparelsen går til staten, da udgiften til sprogundervisning er delt mellem kommune og stat.

- Annons -

Nyheter

-Annons-