Brug skovens skatkammer

Bra att läsa

Nationalparken Kongernes Nordsjælland fylder et år, og derfor inviterer Nyruphus, Naturstyrelsen og Flynderupgård til oplevelser i Egebæksvang skov.

Skoven er en guldgrube af guf til bordet og haven og materialer til gårdens dyrehold, og lørdag den 25. maj kan du selv prøve at se, smage og bruge musklerne, når vi sammen laver suppe, går på kikkertsafari, flækker egetræer og fletter hegn til urtehaven.

Naturcenter Nyruphus, Naturstyrelsen og Flynderupgård Museet byder børn og voksne velkomne i kulturlandskabet med/til en dag i det grønne. Arrangementet er en del af fejringen af Nationalparken Kongernes Nordsjælland, der den 29. maj fylder et år. Det foregår klokken 11-14 i Egebæksvang Skovbryn ved Flynderupgård Museet.

Gennem dagens program kan familien opleve kulturlandskabets gavmildhed og smukke syn. På fire værksteder bliver både børn og voksne selv sat i gang og er man til dyrebørn, kan man undervejs se lammene og den lille kalv, der er kommet ud på fold. Gårdkattene vil gerne aes.

Deltagelse i arrangementet er gratis bortset fra de ting, du kan købe i madværkstedet.

De fire værksteder er:

Smag på skoven

Her laver vi mad af blandt andet skvalderkål, friske urter og japansk pileurt. Ungerne kan lave snobrød med friske urter over bål. Desuden kan du købe kryddersnaps, frisk pesto, saft og andre lækkerier baseret på skovens skatkammer.

Lær at flette pilehegn

Du behøver ikke at gå i byggemarked for at købe hegn. Hegnet rundt om din have kan godt være af pil, som du selv kan flette. Prøv det, når vi skaber læ om den nye urtehave med pilegrene. I mange år frem er dit arbejde med til at beskytte haven.

Kom tættere på vildtet

Kom med naturvejlederen og buejægeren på en spændende kikkertjagt efter råvildt. Lån en kikkert og lær at bevæge dig i naturen, når vi lister som en indianer for at få øje på de sommerrøde rådyr. Turstart er henholdvis kl. 10.30 og kl. 13.00, varigheden er 40 minutter og ruten er ca. 1,5 km med 99% succes for at se dyr.

Flæk et egetræ

Oparbejdning af hegnspæle har man gjort i flere hundrede år. Pælene har været lavet af flere forskellige træarter alt efter, hvor og til hvad de skulle bruges. I dag skal vi lave egepæle, da de har en formidabel holdbarhed, når de kommer i kontakt med jord. Skovhuggere fælder de bedst egnede træer i skoven og sammen skal vi flække de runde stammer i fire lige store stykker. Det gør vi historisk korrekt med kiler og hammer. Det giver sved på panden og hele familien må i sving, så vi kan lave pæle til den nye grisefold oppe ved gården. Vi skal have stammerne afbarket, da barken senere skal bruges til garvning af skind. Der bliver masser oplevelser og hårdt skovarbejde til alle i familien.

Det grønne løv bundter vi til løvhø, som skal tørres og bruges til dyre foder til vinter.

På standen kan I se og prøve det historiske værktøj som man brugte i skoven for 150 år siden og ikke mindst møde en ægte skov hugger.

Om Nationalparken Kongernes Nordsjælland

Nationalparken er opstået i et samarbejde mellem fem kommuner: Helsingør, Gribskov, Halsnæs, Hillerød og Fredensborg.

Alle fem kommuner fejrer 1-årsdagen. Læs mere her

- Advertisement - Oresunds Deals

Fler artiklar

- Annons -
- Annons - Annonsera hos oss

Senaste artiklarna